”Det eneste, jeg ved, er at jeg ingenting ved”
- Sokrates
Inden for nyere systemisk terapi opereres med begrebet ”ikke-viden”. Terapeuten definerer sig som ikke-ekspert og ved ikke, hvad der er bedst for klienten. Det er en idé inspireret af socialkonstruktionismen – altså af en teoretisk position, som forstår mening som relationelt og kulturelt funderet, hvilket betyder, at vi som terapeuter ikke kan byde på andre sandheder end vores egne, og at vores ekspertudsagn måske, måske ikke passer på klienternes situation.
Det må da siges at være et paradoks, da klienten jo netop opsøger terapeuten for at få hjælp, fordi han eller hun kan noget andet end en kompetent ven, eller noget andet, end de selv har kunnet.
Men pointen er, at det indebærer en erkendelse af, at vi ikke kan vide, hvilket liv og hvilke livsmeninger, der er sande og brugbare for de klienter, vi forsøger at hjælpe. Det gør os ikke afmægtige, nej, det gør blot de bedste af os til professionelle paradoks-kunstnere. Vi arbejder midt i paradokserne og må finde en vej, for vi kan ikke undslippe dem.