På andre tidspunkter bruger vi begrebet til at beskrive en religiøs eller spirituel oplevelse, en oplevelse af noget over-menneskeligt. ”Størst af alt er kærligheden”, som Paulus skriver i Det Nye Testamente. Det er som om, kærlighed er et ord, der kan gribes ud efter, når en stærk og positiv oplevelse skal beskrives.
Det mest inkluderende er vel at betragte kærlighed som en social konstruktion på to niveauer: På det ene niveau er det til forhandling, hvad vi overhovedet mener med ordet, og i de enkelte kærlighedsforhold sker denne forhandling på daglig basis. På det andet niveau handler kærlighed om intime relationer og om de forhandlinger af et godt samliv, som foregår i disse relationer. Hvis det er en følelse, er den af den særlige kvalitet, at den er rettet imod nogen eller noget andet end den person, som så at sige ejer følelsen. På den måde skabes kærligheden i sig selv i den enkelte relation, og er måske forskellig fra relation til relation. Mine følelser for min første kæreste er sandsynligvis anderledes end følelserne for min nuværende ægtefælle, selv om jeg har brugt ordene ”Jeg elsker dig” til at beskrive følelsen i begge tilfælde.
Samtidig er der mange fællestræk ved vores oplevelser af og med kærlighed. Der findes en lang række sociale konventioner og en masse ideer om kærlighed, som vi deler med andre. Så det er helt naturligt, at der i vores kultur opstår en række opsummeringer, nogle fælles erfaringer, nogle historier, vi deler, som opsamler, men også skaber vores opfattelser af kærlighed. ”Romeo og Julie” var således en slags opsamling af romantiske erfaringer af kærlighedens væsen, og fortællingen har samtidig været medskabende af kommende generationers forståelser. Vores myter om kærlighed rækker både tilbage og fremad.
Kærlighedens myter
Der eksisterer en række myter om kærlighed. Jeg selv har i bogen 100 myter om kærlighed og forelskelse kigget nøjere på hundrede af dem, lige fra myter om kærlighed, forelskelse og sex, over myter om mænd, kvinder, køn og identitet, til myter om samliv og parforhold i krise.
Det er helt naturligt at skabe myter, for vi mennesker skaber jo hele tiden konklusioner om verden omkring os, og især om vores måde at indgå i den på. Vi søger svar på spørgsmål som ”Hvad er kærlighed egentlig?”, ”Er kærlighed og forelskelse det samme?”, ”Er forelskelse virkelig en form for sindssyge?”, ”Er der lovmæssigheder for, hvad der sker, når kønnene finder sammen?”, ”Er mænd og kvinder virkelig fra hver sin planet?”, ”Bør vi gøre bestemte ting, når vi indgår i parforhold?” eller ”Hvem har ansvaret for kriserne i kærligheden?”
Vi spørger selvfølgelig, fordi kærlighed, parforhold, sex, forelskelse og køn er emner, som ikke bare er interessante, men som er helt essentielle for os. Det kan i perioder af vores liv være ganske centralt at finde svar på, om vi skal blive sammen med vores partner eller ej, om vores forvirrende følelser er normale elle ej, eller om vi skal være bekymrede over vores mange skænderier. Det er i dette almenmenneskelige behov for hjælp, at myterne opstår som forsøg på at indkredse dybere sandheder om menneskelivets intime relationelle og emotionelle fænomener og vilkår.
Vi finder svar i myterne, formuleret enten som konklusioner på opsamlede erfaringer, i form af selvhjælpsbøger, eller i form af sætninger, som rammer os, fordi vi føler, at de passer på vores oplevelser. Vi kan godt lide sætningerne, for vi kan godt lide at blive ramt og opleve os genkendt, men vi kan også lide vores søgen, og uanset hvor mange svar vi finder, vil vi blive ved med at stille spørgsmålene.
Igen og igen stiller vi spørgsmål om kærlighedens væsen, og selv de svar, vi elsker, indeholder et utilfredsstillende element, for deres simplicitet kan være en lettelse i en besværlig situation, men den fjerner også nuancer og kompleksiteter. Og her har vi fat i både fordelene og ulemperne ved de myter, vi lever med om kærligheden – de er reduktionistiske. De reducerer fænomener, som vi kan lide at søge svar på, til alt for simple svar.
Udbredte reduktionistiske myter er de individualistiske. Dem, der peger fingre og uddeler skyld og skam i parforhold. Eksempelvis kan myten ”Jalousi ødelægger et parforhold” indeholde en velkendt sandhed, men den kan også udpege den jaloux part som den, der ikke bare har et problem, men ligefrem er et problem. Men jalousi eksisterer aldrig i et vakuum, men kan udmærket have en relationel baggrund, eller ligefrem vedligeholdes af kommunikationen om netop jalousien. Eller tag en myte, som vil være velkendt for den systemiske praktiker, den lineære dobbeltmyte: ”Manden trækker sig, fordi kvinden brokker sig” eller ” Kvinden brokker sig, fordi manden trækker sig”. Begge virker intuitivt rigtige for den forurettede, som samtidig bliver blind for den omvendte myte, alt imens begge forbliver blinde over for det cirkulære i konflikten.
Her tydeliggøres det udbredte fænomen, at to myter støder hovederne imod hinanden. Tag som et andet eksempel de to myter: ”Vi skal passe sammen, for at forholdet holder”, og ”Hvis følelsen ikke er der mere, må forholdet ophøre”. Vi kan godt mærke, at det ikke kan være rigtigt, hvis begge disse myter er absolut korrekte, for de peger på en måde i hver sin retning. På den anden side indeholder de noget, vi i mangel af bedre, kunne kalde en sandhed. Noget vi kan genkende som rigtigt. Og måske endda noget, vi kan bruge til at blive klogere på vores kærlighedsliv.
Måske er det sådan, at vores myter om kærlighed er så attraktive, fordi de indeholder aspekter af vores oplevede sandhed om kærlighedens væsen, men netop ikke den fulde og totale sandhed. Myter kan hver for sig blive totaliserende, en altforklarende forståelse, men ved inddragelsen af flere kan de omvendt bruges til frigørelse fra selv samme totalisering, netop fordi de kan pege i mange retninger.
Mangfoldighed, modsætninger og postmoderne kærlighed
Vi lever i det, filosoffen Jean-Francois Lyotard kaldte ”den postmoderne tilstand”, hvilket betyder, at vi har vinket farvel til de fleste uimodsigelige forestillinger, farvel til de såkaldt ”store sandheder”, som giver forklaring på alt i verden. Det betyder, at vi hverken kan påstå, at myterne om kærlighed er entydigt sande eller entydigt usande. De er vores forsøg på at skabe mening og orden i en verden, der ikke tilbyder mening og orden af sig selv. Myter kan derfor ikke blot bevises eller afvises, for myter er sandheder for nogle, usandheder for andre, de indeholder dele af en genkendelig virkelighed for nogle, mens de for andre er fake news. Hvor kan vi stille os for at udtale os med autoritet om en myte? Hvor henter vi vores ekspertise?
Forsimplinger er forførende, deres konkluderende sprog lokker os til sig: ”Det er jo sådan med mænd og kvinder, at…” eller ”Vores problemer i parforholdet skyldes simpelthen…” eller ”Kærlighed er helt enkelt et spørgsmål om…” Sproget forfører os, men det er oftest en overfladisk forførelse, et one night stand.
Dobbeltheden i beskrivelserne af kærligheden giver en dybde, som uimodsigeligheden altid vil mangle. De bedste tekster om kærligheden indeholder denne visdom. Her en tekst af Eurythmics: ”Love is a stranger in an open car / To tempt you in and drive you far away”. Sådan starter den, og senere i sangen vises bagsiden af samme kærligheds medalje: ”Love is a danger of a different kind / To take you away and leave you far behind”. Kærligheden kan både føre os med sig ad spændende og ukendte highways, men den kan også få os til at glemme, hvem vi er.
Kompleksiteten er berigelsen, og de myter, som indeholder modsætningsfuldheder, er mere langtidsholdbare. Det er måske med kærligheden som med et dårligt måltid på en restaurant. Vi kan både have én holdning til smagen af maden, og en modstridende holdning om portionernes størrelse.