Personlighedsforstyrrelser og ”de andres” perspektiv
”Karakteristiske vedvarende mønstre for adfærd og oplevelsesmåde som afviger fra det i kultursammenhængen forventede og accepterede” (ICD-10, s. 136)
I politisk diskurs ses ofte tendenser til udgrænsende sprogbrug. Den ene fløj kalder den anden for racister, mens den anden kalder de andre for socialister. Begge fløje forudser katastrofer ved de andres politik, enten økonomisk eller socialt. Begge dele er forsøg, ikke på at karakterisere den anden part nøjagtigt og objektivt, men på at definere de andre som noget væsensforskelligt fra ”os”. Det er forsøg på at afskrække folk, som kunne være på vippen til at tilslutte sig de andre – og fortælle dem, at det kunne gå grueligt galt.
Således fungerer sproget ikke blot som måder at kommunikere så præcist som muligt med hinanden. Når det gælder det diagnostiske sprog, viser det ikke blot en hjælpende hensigt, men også en definerende hensigt. Og med enhver definition følger muligheder for udgrænsning.
Personlighedsforstyrrelser indeholder denne tendens tydeligst. En forstyrrelse omtales i forhold til ”vores” norm – der tales direkte ind i vores opfattelser af sunde personligheder. Forstyrrelsen tænkes således eksempelvis ikke i forhold til personens egen ønskede personlighed, således at personen selv oplever, at forstyrrelsen kommer i vejen for at være den, hun ønsker. Den tænkes heller ikke i forhold til en tidligere personlighed, således at forstyrrelsen kunne forstås historisk, og måske endda som noget forståeligt og i orden. Nej, en forstyrret personlighed er forstyrret i forhold til de gældende normer i vores kultur.
Diagnosens dagsorden er således ikke kun at udgrænse den upassende adfærd – nej, den bekræfter os i samt hjælper os til at definere, hvilken adfærd vores kultur finder acceptabel. Diagnosen medvirker altså til fastholdelse af kulturelle normer.
Personlighedsforstyrrelser og det potentielt stemplende
”Karakteriseres af overfladisk og labil emotionalitet, tilbøjelighed til dramatiseren, teatralsk optræden, anvendelse af overdrevne følelsesudtryk, udtalt letpåvirkelighed, egocentricitet, forfængelighed, manglende tanke for andre, abnorm sårbarhed og vedholdende søgen efter spænding i tilværelsen, anerkendelse og opmærksomhed” (histrionisk personlighedsstruktur, ICD-10, s. 139)
Diagnosesprog er reduktionistisk. Det reducerer komplekse lidelseshistorier og deres kulturelle sammenhænge til enkle kategorier.
Èn af disse reduktioner er den naturvidenskabelige: Med hjælp fra medicinalindustrien og den forskning, den udfører og igangsætter, tegner der sig et mere og mere klart billede af den officielle og udbredte opfattelse af psykisk lidelse: Årsagen er genetik, kognitiv dysfunktion og kemiske ubalancer. Lidelser er blevet til sygdomme, som det dermed er muligt at beskrive med samme naturvidenskabelige sprog som andre sygdomme. Psykiske problemer ses således som en slags apparatfejl, som med den rette medicin og behandling kan udbedres (se også Sparks et al. 2006).
En anden reduktion ses med personlighedsforstyrrelser, nemlig i forhold til definitionen af personligheden. Den kunne kaldes reduktionen til løg-metaforen (fra McKenzie & Monk 2006). Noget følelsesmæssigt er gået skævt tidligt i livet, og graver man dybt nok eller fjerner nok af de overfladiske fænomener, så ser man problemerne og ikke kun den ydre fremtræden. Fjernes løgets lag et efter et, opnås en stadig dybere indsigt – hvilket fører til forandring. Der er i sagens natur tale om en langvarig proces.
Uanset hvilken reduktion, indeholder disse forklaringer muligheden for stigmatisering. For det første ligger der en mulighed for fastlåsthed og selvbebrejdelser hos den ramte – og hos behandleren. Når personlighedsforstyrrelser beskrives som ”vedvarende og fremtræder som udtryk for patientens karakteristiske livsstil og holdning til sig selv og andre” (ICD-10, s. 135), ja, så kan en behandling af problemerne jo dårligt gøres simpel eller kortvarig uden at det virker uredeligt. Sproget fanger os således ikke kun i en forståelse af et problem, det fanger os også i en løsningstilgang.
For det andet indeholder personlighedsforstyrrelses-diagnoserne en negativ beskrivelse af en person, ikke af et problem. Det er personen, der er teatralsk, egocentrisk og abnormt sårbar, ikke personen, som eksempelvis kæmper med gentagne vanskeligheder i følelsesmæssige og relationelle situationer. Vi fanges således ikke alene i et konkluderende sprog i forhold til personen med diagnosen – det bliver også et fjendtligt sprog (fra Rasmussen 2003).
Det er muligt at forestille sig alternativer til det fjendtlige sprog. En alternativ beskrivelse af en person med en diagnosticeret personlighedsforstyrrelse kunne eksempelvis være, at personen ofte oplever at komme til at spænde ben for sig selv, eller den kunne på anden vis tage udgangspunkt i personens egen oplevelse. Mange muligheder åbner sig, men de kræver en anderledes tilgang i den professionelle dialog, en tilgang præget af nysgerrighed over for alternative konklusioner og af uærbødighed over for de konklusioner, som allerede hersker.
Diagnoser er konklusioner. De er konklusioner, som er efterspurgte af både de mennesker, som søger hjælp, og dem, som forsøger at hjælpe dem. Diagnoser er svar på nogle spørgsmål. De spørgsmål, som bringer folk til at søge hjælp. Derfor skal en kritik af diagnoser ikke blot søge at udrydde diagnoser, men derimod forsøge at forstå, hvad de er svar på (se også Hertz 2008).
Kritikken af diagnoser er derfor ikke en kritik af forsøget på at svare på ubesvarede spørgsmål, altså at skabe mening i noget meningsløst. Den kritiske undersøgelse bør i stedet være optaget af, hvilke spørgsmål, diagnoserne søger at besvare. Den bør interessere sig for baggrunden for ønsket om svar. Og ikke mindst af, hvilke andre svar, diagnoserne udelukker. Når en bestemt diagnose bliver konklusionen, hvilke andre mulige konklusioner eksisterer og får ikke stemme?
Udveje – om nysgerrighed, uærbødighed og tvivl
Sommetider er det svært at gøre det i praksis, som virker indlysende let i teorien. Det burde være enkelt blot at lytte til det sagte og ikke på det, der ligger bag det sagte. Det burde være enkelt at indtage en ikke-vidende ikke-ekspert-position (Anderson & Goolishian 1992). Men det kræver en del træning for de fleste af os. Fordomme og forudantagelser, hypoteser og livserfaringer kommer i vejen. Og vi kommer til at konkludere for tidligt.
Jeg stillede i indledningen spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at undgå at blive en påvirkende agent, altså at undgå at påvirke med egne dagsordener. Om det er muligt at finde en balance mellem at være ekspert og ikke-ekspert. Er det muligt at finde en vej mellem det, jeg i en tidligere artikel (Mosgaard, 2003) har omtalt som de dagsordener, vi har som professionelle, og de dagsordener, klienten har for sit liv?
Lad mig slutte artiklen af med to modsatrettede svar på disse spørgsmål. To bud på veje uden om et stemplende eller konkluderende sprog og dettes virkninger. Nogle bud på stier at træde for at undgå både sprog, der lukker, og sprog, der besudler (fra Goffman 1961). Jeg vil nu præsentere og diskutere begreberne nysgerrighed og uærbødighed. Begge er begreber foreslået og udfoldet af Gianfranco Cecchin (1987, Cecchin et al 1992), og er i hans forståelse to sider af samme sag. I min version af Cecchins begreber vælger jeg at udkrystallisere dem som dialog-redskaber, som har samme udgangspunkt, men peger hver sin retning.
Nysgerrighed
Jeg beskrev tidligere en kvinde, som afviste selv de smarteste refleksioner, og i stedet brugte sin tid på at fortælle om sine lidelser. Jeg får aldrig spurgt kvinden om, hvad jeg ikke har forstået ved hendes historie, siden hun er så optaget af at fortælle om sine lidelser frem for at lytte til løsningsforslag. Selv dette kommer jeg efterhånden til at opfatte som for fordomsfuldt til at kunne give et relevant svar. Hele psykiatriens og den psykoterapeutiske professions fokus på forandring ligger dybt forankret i dette spørgsmål. Jeg inspireres af Kenneth Gergens (2008) forslag om at forlade denne idé fra den professionelles side og i stedet i en buddhistisk ånd arbejde med at se lidelserne fra forskellige positioner og derved udvide oplevelsen af dem.
Jeg får nu spurgt hende om, på hvilken måde hun oplever mig til bedst hjælp for hende. Hun svarer til min overraskelse, at jeg gerne må fortsætte med den type refleksioner, som jeg plejer. Det giver hende en oplevelse af håb, en oplevelse af en mulighed for nye forståelser og en mindre lidelsesfyldt fremtid. Samtidig gør hun mig det klart, at det i særlig grad er de andre gruppedeltageres medfølelse og genkendelse, der opleves lindrende her og nu. De giver hende en fornemmelse at ikke at være alene.
Til tider sidder jeg som psykolog med tvivlen om, hvorvidt det, jeg har sagt og gjort i en given psykoterapeutisk samtale, har været meningsfuldt. Om det, vi har talt om har rykket klienten nogen steder hen. Jeg kan fx sidde tilbage med fornemmelsen af at have givet en masse, som klienten alligevel ikke har kunnet bruge. At jeg virkelig har været på hårdt arbejde uden at det udmønter sig i noget resultat.
Til at slippe ud af den slags oplevelser uden for negative identitetskonklusioner om mig selv har jeg som mit bedste våben brugt nysgerrighed. I Cecchins oprindelige udgave, brugte han begrebet til at beskrive en praksis, hvor man forholder sig cirkulært til den terapeutiske samtale, hvilket vil sige, at man som terapeut ikke opfatter sine udsagn som sandheder eller konklusioner, men som en fortsat udforskning af klienternes liv og forestillinger. Han var optaget af, hvordan dette sikrede en neutralitet særligt i familieterapi, således at terapeuten kunne undgå alliancer med enkelte familiemedlemmer imod nogle andre. Altså en måde at holde enhver moralsk vurdering ude af det terapeutiske rum.
I forståelsen af nysgerrighed er jeg også inspireret af en anerkendende praksis (Cooperrider 1990). Forsøget for mig som psykolog bliver at lade det enkelte menneske træde frem – og respektere det radikalt. Hver klient mødes som et ubeskrevet blad, som bærer af en fremmed kultur. Men selvfølgelig en kultur, som det er muligt at kommunikere med. Dette hjælper helt automatisk til tilbageholdenhed med konklusioner.
Nysgerrighed beskriver således en måde at forholde sig til situationer uden at lade forforståelserne styre sig. Bevægelsen går fra et fokus på vurderinger og beskrivelser af andre mennesker til en dialog med disse mennesker. Fra at tænke om til at tænke med (Shotter 2005).
Så hvordan forholde sig til de situationer, hvor vi som terapeuter kommer i tvivl om, hvorvidt vi gør det godt nok?
Ved at spørge klienterne. Scott Miller og hans kolleger (Miller et al. 2008) har undersøgt, hvad der adskiller særligt succesrige terapeuter fra andre, og de er kommet frem til, at der er én faktor, som går igen i alle tilfælde: Terapeuterne søger konstant feedback på deres praksis, ikke fra teorien eller fra fagfæller, men fra klienten. Dette kan ses som en helt konkret måde at indtage den ikke-vidende position – vi ved ganske enkelt ikke, hvad der virker eller hvorfor, men måske kan vi blive klogere på det ved at spørge klienten. Og hvis vi ikke kan få svar på hvad, der virker, og hvorfor, kan vi i det mindste opdage, om det virker. Ikke i forhold til standardiserede eller evidensbaserede kriterier, men i forhold til den konkrete klients konkrete oplevelse af samtalen, og i forhold til de kriterier, denne klient selv har sat for den terapeutiske dialog.
Uærbødighed
Jeg vender tilbage til kvinden, som opdagede sig selv i en borderline-diagnose. Denne opdagelse fører til yderligere udforskninger. Efterhånden bevæger hun sig dog mere og mere væk fra at definere sig gennem denne diagnose. Hun udtrykker det nærmest som en slags oprør – hun vil ikke finde sig i de begrænsninger, den sætter ned over hende.
Hun har gennemgået en proces i terapiforløbet, som hun er glad for, og hvor hun bl.a. har uddybet baggrunden for de kvaler, hun har med relationer og med sine følelser. Hun har også brugt en del tid på at udforske sine ønsker for og drømme om fremtiden. Og hun har ikke mindst indkredset de værdier, hun længe har fundet væsentlige, og som hun nu mener, at hun rent faktisk lever efter.
Efter at have oplevet en slags ny erkendelse omkring diagnosen og dens snævre rammer, ender hun med at definere en slags balance: Hun tænker, at diagnosen hjalp hende i begyndelsen. Den præsenterede en indgang til et meningsunivers, hvor hun kunne begynde at opdage sig selv, og ikke bare nedgøre sig selv eller føle sig på bar bund, som det før havde været tilfældet. Hendes udforskning af sig selv førte på en måde til, at hun ikke kunne passe diagnosen – den blev for snæver. For fokuseret på hendes problemer. Engang var det rigeligt, for dengang fyldte problemerne meget mere end i dag. Men diagnosen kunne ikke længere rumme hende i sig. Den rummede ikke plads for nuancerne og de komplekse sammenhænge – af fortid, nutid og fremtid, af glæder og succeser såvel som vanskeligheder.
Kvinden endte med at sprænge diagnosens rammer.
Der er mange stemmer til stede i terapirummet. Nogle har mere kraft end andre, måske fordi nogle er mere velkendte end andre, mere taget for givet. Til tider kan vi ikke se skoven for bare træer. Der er meget, vi ikke ser, og vi ser ofte ikke, at vi ikke ser det. Der ligger mange sandheder skjult i vores fælles kulturelle forforståelser, som ikke bliver pillet ved – fordi vi ikke er opmærksomme på dem. Et eksempel beskrevet af Anne Øfsti (2008) er vores indforståede ideer om romantisk kærlighed og disses indflydelse på parterapeutiske samtaler. Vi lægger ikke mærke til, at vores ideer om lykkelig kærlighed og veje ind i den er baseret på særlige diskurser, såsom far-mor-og-børn-diskursen og diskursen om de dybe følelser og det evige bånd mellem to mennesker.
Diskurserne om romantisk kærlighed hjælper os til bedre at forstå vores klienters dilemmaer, fordi vi oftest deler dem med hinanden på forhånd. Og de hjælper os til at kunne definere fælles endemål – eksempelvis mere tid sammen som par, mere sex, flere inderlige samtaler med hinanden, ingen utroskab og ingen hemmeligheder.
Problemerne opstår, når vi ikke lægger mærke til, hvilke diskurser eller fortællinger om livet, om verden, som vi undertrykker, overser eller definerer som unormale. Og det betyder i praksis, at løsningerne på klienternes problemer altid søges fundet inden for det kendte. Det kendte for klienterne og det kendte for os som professionelle.
Det kan medføre, at vi bliver blinde for alternative samlivsformer, alternative opfattelser af kærlighed, eller vi kan fx forudsætte og lade samtalen forme sig ud fra den idé, at parret hellere skal finde kærligheden igen end gå fra hinanden. Parterapeuter kan således risikere at blive det institutionaliserede ægteskabs advokater – måske endda uden at ønske det.
Denne pointe vil naturligt kalde på et politisk engagement i terapi, nemlig et engagement i at give de forstummede stemmer plads den terapeutiske samtale (Hare-Mustin 1994). Men ikke kun det: Den vil også kalde på et oprør imod risikoen for magelighed i psykoterapi, imod præfabrikerede løsningsmodeller. Det vil blive et forsvar for kreativitet, for at tænke ”ud af boksen”.
Et nyttigt begreb for mig i den forbindelse er uærbødighed. Det er i familie med begrebet nysgerrighed. Det er en anden tilgang til at slippe ud af konklusionernes fælde. Hvor nysgerrighed beskriver, hvordan vi kan forholde os til det endnu ukendte – i terapien, i det andet menneskes historie – så beskriver uærbødighed, hvordan vi kan forholde os til det kendte – til de konklusioner, som allerede er etableret.
Også dette begreb stammer som nævnt fra Cecchin, og det er et forsøg på at beskrive en praksis, hvor sandheder nærmest pr. automatik søges udfordret. Dette gælder både klienternes problemer eller lidelser og den professionelles selvforståelse.
Jeg er altså ikke kun uærbødig over for mine egne forantagelser – jeg er også uærbødig over for den historie, klienten fortæller. Klienten opfordres til samme holdning over for såvel terapeuten som sig selv. Opfordres både direkte og forhåbentlig smittet af det sprog, der søges anvendt i den terapeutiske samtale.
Kunsten er at være uærbødig på en konstruktiv måde. På en nysgerrig måde. På en måde, der ikke accepterer ”tynde beskrivelser”, men åbner for mere righoldige historier. På en måde, som ikke bare forkaster gamle fortællinger og erstatter dem med nye, men som dekonstruerer fastlåste fortællinger og søger at udvide dem. Og ikke bare udvide dem, men indføre en åbenhed i de indlejrede konklusioner, en åbenhed over for nye fortællinger og en accept af indre selvmodsigelser og mangelen på en rød tråd.
Uærbødighed beskriver en måde at forholde sig aktivt til situationer og personer uden at falde for fristelsen til at konkludere for hurtigt. Hvor nysgerrighed kan siges at udfordre fordomme, udfordrer uærbødighed konklusioner. Nysgerrighed er respekten for de historier, der endnu ikke er fortalt. Uærbødighed er oprøret imod, at netop disse historier ikke har fået stemme.
Afsluttende refleksioner
Hvor godt forstår vi de mennesker, vi forsøger at hjælpe? Måske er mit indledende spørgsmål reelt umuligt at besvare. Muligvis viser det interessante spørgsmål sig at være, hvor godt vores klienter oplever sig forstået. Og det lykkes vi nok bedst med, hvis vi lader være med at fokusere på den objektivt bedste forståelse og hjælp og i stedet nysgerrigt lytter. Og holder konklusionerne tilbage, så godt vi magter det.
Konklusioner har konkrete, praktiske konsekvenser – det er ikke blot et akademisk, abstrakt begreb. Således er kritikken af brugen af diagnoser heller ikke en teoretisk diskussion. En direkte, positiv konsekvens af diagnoser er, at diagnoser giver billet til gratis behandling af kyndige og erfarne professionelle. Man defineres som en del af den gruppe, som behandles et bestemt sted, ofte også efter specifikke metoder.
Diagnostiske konklusioner kan dog også have mere komplekse virkninger. De kan fx have indflydelse på, om man føler sig syg eller rask, underlig eller normal, inkluderet eller marginaliseret. Og det kan have indflydelse på oplevelsen af handlekraft eller håbløshed, hvilket igen kan have indflydelse på praktiske hændelser og omstændigheder som jobsøgning, opbygning af relationer, selvskadende adfærd med mere. Og diagnoserne påvirker ofte også omgivelsernes syn på mennesket bag diagnosen – der kan ses overforsigtighed i kontakten, øget frygt for at sige eller gøre noget skadeligt, familiedynamiske effekter som øget hjælpsomhed eller øget fjendtlighed og så videre.
Uærbødighed udfordrer konklusioner. Det uærbødige og nysgerrige sprog forfører til nye ideer, nye forståelser, nye nysgerrigheder og nye uærbødigheder. Når sproget forfører til negative kulturelle konklusioner, er den terapeutiske udfordring at forføre tilbage – med nysgerrighedens og uærbødighedens sprog.
Alt i alt kan fordomme og konklusioner forstås som nødvendigheder for menneskets eksistens i den sociale verden. Fordomme er vores måde at skabe en stabil mening før det konkrete møde med et ukendt menneske eller en ukendt situation. Konklusioner er vores måde at skabe mening under eller efter dette møde.
Men tvivl er også et menneskeligt grundvilkår. Tvivl er til stede, hvis en situation ikke minder om andre kendte situationer, eller hvis vores fordomme eller konklusioner strider imod andre af vores fordomme og konklusioner. Den nysgerrige, uærbødige terapeut gør sit bedste for at ikke at opløse tvivlen. Og søger i stedet at fastholde den – bare lidt længere. Søger at blive hængende i modsætningsfuldheder og selvmodsigelser og lignende fænomener, som gør livet mere besværligt.
Gennem tvivlen mødes ikke en diagnose eller en anden konklusion, men et individ. Gennem tvivlen mødes mennesket i sin kompleksitet.
Referencer
Andersen, K.-I. (2006): Prosessen som ingen kunne målbinde. Fokus på familien, vol. 34, nr. 1.
Andersen, T. (1994): Reflekterende processer: Samtaler og samtaler om samtalerne. Dansk psykologisk Forlag.
Anderson, H. & H. Goolishian (1992): The client is the expert: A not-knowing approach to therapy. I: McNamee & Gergen (red.): Therapy as social construction. Sage Publications.
Cecchin, G. (1987): Hypothesizing, circularity, and neutrality revisited: An invitation to curiosity. Family Process, vol. 26, nr. 4.
Cecchin, G., G. Lane & W.A. Ray (1992): Irreverence: A strategy for therapists’ survival. Karnac Books.
Cecchin, G., G. Lane & W.A. Ray (1994): The cybernetics of prejudices in the practice of psychotherapy. Karnac Books.
Cooperrider, D.L. (1990) Positive image, positive action: The affirmative basis of organizing. I: Srivastva & Cooperrider (red.): Appreciative Management and Leadership. Jossey-Bass.
Dencik, L. (2006): Mennesket i postmoderniseringen – om barndom, familie og identitet i opbrud. Billesø & Baltzer. de Shazer, S. (1984): The death of resistance. Family Process, vol. 23, nr. 1.
Fee, D. (2000): The broken dialogue: Mental illness as discourse and experience. I: Fee, D. (red.): Pathology and the postmodern: Mental illness as discourse and experience. Sage Publications.
Foucault, M. (1980): Power/knowledge: Selected interviews and other writings 1972-1977. Pantheon.
Gergen, K.J. (1990): Therapeutic professions and the diffusion of deficit. The Journal of Mind and Behavior, vol. 11, nr. 3 og 4.
Gergen, K.J. (1991): The saturated self: Dilemmas of identity in contemporary life. Basic Books.
Gergen, K.J. (1999): An invitation to social construction. Sage Publications.
Gergen, K.J. (2008): Therapeutic challenges of multi-being. Journal of Family Therapy, vol. 30.
Gergen, K.J., L. Hoffman & H. Anderson (1996): Is diagnosis a disaster?: A constructionist trialogue. I: Kaslow (red.): Relational diagnosis. Wiley.
Goffman, E. (1961): Asylums: Essays on the social situation of mental patients and other inmates. Penguin Books.
Hare-Mustin, R. (1994): Discourses in the mirrored room: A postmodern analysis of therapy. Family Process, vol. 33.
Hertz, S. (2008): Børne- og ungdomspsykiatri: Nye perspektiver og uanede muligheder. Akademisk Forlag.
Kesey, K. (1962): One flew over the cuckoo’s nest. Viking Press.
McKenzie, W. & G. Monk (2006): At lære om og undervise I narrative begreber. I: Monk, Winslade, Crocket & Epston (red.): Narrativ terapi I praksis: Håbets arkæologi. Akademisk Forlag.
Miller, S., M. Hubble & B. Duncan (2008): Supershrinks: What is the secret of their success? Psychotherapy in Australia, vol. 14, nr. 4.
Miller, S. & S. Coleman (1998): Escaping the lost world of impossibility – Honoring the client’s language, motivation, and theories of change. I: Hoyt (red.): Handbook of constructive therapies. Wiley.
Mosgaard, J. (2003): Psykoterapeutiske dagsordener: Om respektfuld manipulation og etisk engagement. Fokus på familien, vol. 31, nr. 4.
Rasmussen, S.A. (2003): Det fjendtlige sprog: Refleksioner over udviklinger i psykiatrien. Fokus på familien, vol. 31, nr. 4.
Rosenhan, D.L. (1973): On being sane in insane places. Science, vol. 70, nr. 179.
Scheflen, A.E. (1978): Susan smiled: On explanation in family therapy. Family Process, vol.17, nr. 1.
Shotter, J. (2005): Goethe and the refiguring of intellectual inquiry: From ‘aboutness’- thinking to ‘withness’-thinking in everyday life. Janus Head, vol. 8, nr. 1.
Sluzki, C.E. (1992): Transformations: Blueprints for narrative changes in therapy. Family Process, vol. 31, nr. 3.
Sparks, J., B. Duncan & S. Miller (2006): Integrating psychotherapy and pharmacotherapy: Myths and the missing link. Journal of Family Psychotherapy, vol. 17, nr. 3/4.
Szasz, T.S. (1973): The manufacture of madness. Granada Publishing.
White, M. (2004): Narrative practice and the unpacking of identity conclusions. I: White: Narrative practice and exotic lives: Resurrecting diversity in everyday life. Dulwich Centre Publications.
White, M. (2008): Kort over narrative landskaber. Hans Reitzels Forlag. WHO ICD-10 (1994): Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser: Klassifikation og diagnostiske kriterier. Munksgaard.
Wittgenstein, L. (1969): On certainty. Blackwell Publishers.
Wurtzel, E (1995): Prozac nation. Riverhead Trade.
Øfsti, A.K.S. (2008): Om å ta den romantiske diskursen for gitt. Et essay om diskursiv parterapi. Fokus på familien, vol. 36, nr. 4.