Download teksten som PDF her
Af Jacob Mosgaard
Fra Systemisk Narrativt Forum, vol. 30, nr. 1, 2017
“And don’t criticize what you can’t understand”
Med disse ord (blandt mange andre) fra sangen med den meget rammende titel ”The times they are a-changin’” var Bob Dylan i 1964 med til at bane vejen for et ungdomsoprør, han ikke selv ønskede at være en del af. Verden forandrede sig, og stemmer, som aldrig var blevet hørt, trængte frem fra tavsheden, blev en del af den nye herskende diskurs og truede traditionelle og etablerede ideer, normer og praksisser.
I dag føler jeg mig på mange måder som en del af den selvsamme konservative elite, som chokeret står og ser verden forandre sig for sine øjne. Valget af Donald Trump som USA's næste præsident efterlader mig i chok og overraskelse over en sejr til en så radikalt postfaktuel kandidat med så åbenlyst farlige træk, at den første respons er vrede og afstandtagen. Og denne afstandtagen bliver hos mig i forhold til Trump, men jeg forsøger at ryste mig ud af afskyen over hans vælgere. For her står jeg som socialkonstruktionistisk, systemisk engageret menneske og oplever mig ramt af mine egne firkantede og ikke-dialogiske tanker om en massiv gruppe af mennesker, som har stemt på ham. Og som jeg dybest set ikke forstår.
Polarisering, vrede og dialog
Diskussionen går verden over, og ofte ser det ud til, at den indebærer nedladende eller bedrevidende fortolkninger af vælgernes fejltagelse. Hvordan kan så mange mennesker tage så grundigt fejl? Og hvordan kan vi overbevise dem om deres fejl? Indlysende nok fører denne diskussion typisk til mere polarisering. Ingen oplever sig forstået endsige respekteret af at blive kaldt dumme. Og polariseringen er nærmest til at tage og føle på, fornærmelser flyver begge veje, vrede og nedgøren fører til mere vrede og nedgøren. ”De andres” kandidater kaldes alt fra ”The orange monster” til ”Killary”. Raseriet er nærmest lammende i al sin larm.
Det, jeg forsøger at tage hul på her, og invitere til, er en stillingtagen til dette dilemma: Hvor kan vores stemmer hjælpe til med at bygge broer frem for at deltage i den igangværende nedbrydning?
En større samtale er i gang i det socialkonstruktionistiske Taos Institute i disse dage, startet af Kenneth Gergen, som forsøger at kommemed et bud på de mange Trumpvælgeres perspektiv. Ifølge ham vil ethvert forsøg på at dekonstruere den vision, som vælgerne kobler sig på, ramme ved siden af, for valget har ikke været et tilvalg, men et fravalg. Nok så mange tilbagevisninger af anklagerne mod Clinton rammer også forbi skiven, for vreden går ikke så meget på hende som person, som den går på hende som symbol. Et symbol på ”The Establishment”, på et system, som ikke har set, hørt eller anerkendt en stor del af den amerikanske befolkning. Som han skriver:
”The voters do not so much share an alternative vision, as they have taken the rare opportunity to exact revenge.”
Han fortsætter: Systemet er ikke en monolit. Det består af en række af forskellige – og gensidigt afhængige – institutioner. Disse inkluderer virksomheder, finansielle institutioner og regering, såvel som uddannelses- og sundheds-institutioner. For Gergen er der et fælles kendetegn ved disse institutioner: De er organiseret med henblik på at vedligeholde og udvide sig selv.