Download teksten som PDF her
Af: Jacob Mosgaard
Fra bogen: Gianfranco Cecchin, Gerry Lane & Wendel A. Ray: Uærbødighed og fordomme. Mindspace, København, 2012
”Følg de mennesker, som søger sandheden,
men flygt fra dem, der har fundet den.”
Mundheld af uvis oprindelse
Det kan være svært at se det, vi ikke kan se. Det kan nærmest være umuligt at forestille sig alternativer til de ideer og forestillinger, som vi tager for givet og netop ikke opfatter som ideer og forestillinger, men som selvfølgeligheder i vores liv og hverdag. Få tvivler på det selvindlysende i værdien af kærlighed, af almindelig venlighed eller af at gå på arbejde, og få tvivler på, at det, vi ser med vores øjne, er objektiv virkelighed for alle.
Samtidig opdager vi til tider, nogle gange som et chok, at det, vi altid havde troet på som en selvfølgelighed, ikke er så selvfølgeligt alligevel. Hvem havde for eksempel for femten år siden troet, at kapitalismen kunne komme i krise, og hvem havde for tredive år siden troet, at de frelstes optagethed af økologi ville blive mainstream?
Tiderne skifter, og sandhederne skifter. Gårsdagens uimodsigeligheder udfordres morgenen derpå, mens vi tager nye ting for givet i dag, som ingen havde fantasi til at forestille sig i går.
Denne bog handler om de forestillinger, vi bringer med os uden at tænke over dem. Om de fordomme, som guider vores tænkning og adfærd. Og den handler om, hvordan vi kan undgå at blive fanget i de fælder, som disse fordomme uforvarende kan lægge for os. Den er et opråb om uærbødighed. Ikke for provokationens skyld, men i forsøget på at undgå fastlåsthed i tanke og handling.
Kapitlerne i bogen stammer fra to meget indflydelsesrige bøger fra hhv. 1992 og 1994, ”Irreverence: A strategy for therapists’ survival” og ”The cybernetics of prejudices in the practice of psychotherapy”.
Forfatterne bygger videre på centrale ideer udviklet af den såkaldte Milanogruppe, bestående af de fire italienske psykiatere Mara Selvini Palazzoli, Giuliana Prata, Luigi Boscolo og denne bogs medforfatter Gianfranco Cecchin. De fire var oprindeligt psykoanalytisk uddannet, men opdagede i 1970erne på den ene side udviklingerne inden for familieterapien på blandt andre MRI-instituttet i USA og på den anden side tankerne udviklet af den britiske antropolog og kybernetiker Gregory Bateson. Disse inspirationer førte til den nye Milano-systemiske tilgang til arbejdet med familier.
Sammen publicerede Milanogruppen i 1980 den banebrydende artikel ”Hypothesizing — Circularity — Neutrality: Three guidelines for the conductor of the session”, som præsenterede de systemiske ideer og metoder, de arbejdede efter. Lad mig som en service for de ikke-indviede i teorierne skitsere de tre principper hypotesedannelse, cirkularitet og neutralitet og deres afgørende betydning for forståelsen af denne bog.
Hypotesedannelse: Som professionel må vi have nogle ideer om, hvordan et system som fx en familie eller en organisation ser ud, hvorfor det ser sådan ud, og hvor det kan bevæge sig hen. Man må have en hypotese.
Hypoteser er dannet af den information, man har om den familie eller organisation, man står overfor, samt af de teorier og metoder, man som professionel bringer med sig ind i rummet. Spørgsmål til systemet kan ikke springe ud af den blå luft, men må bygge på disse hypoteser. Når man så får et svar, kan ideerne muligvis ændre sig og informere en ny hypotese, som så igen fører til nye spørgsmål.
En konsulent kunne fx have en hypotese om, at en medarbejder, som er blevet sygemeldt pga. stress, er blevet syg som følge af et usundt arbejdsmiljø. Støder han så i samtalen på historier om sammenhænge med personlige og familiemæssige forhold, må han nuancere den første hypotese. Ikke fordi den er blevet mindre sand, men fordi den er blevet mindre brugbar.
Hypoteser er således formet af den samtale, man er i gang med og af en analyse af systemet – men i høj grad også af de ideer eller teorier, man besidder på forhånd.
Cirkularitet: Systemiske hypoteser må bygge på systemiske præmisser. Cirkularitet er et begreb, som peger på, at hypoteser og interventioner for at være nyttige må have et basalt relationelt udgangspunkt. Hændelser må forstås i et dobbelt lys: Både som formet af tidligere hændelser og som formende kommende hændelser. En cirkulær hypotese er således ikke blot en beskrivelse af noget – en hændelse eller en adfærd – som sker på grund af en påvirkning. Det er derimod en hypotese, som også indeholder en beskrivelse af, hvordan denne adfærd påvirker tilbage. Altså en beskrivelse af relationer mellem adfærd og ikke af adfærden i sig selv.
En person påvirker en anden, og denne adfærd er med til at skabe den anden persons påvirkning tilbage på den første person. Ingen af de to personer kan beskrives uafhængigt af denne gensidige påvirkning.
Cirkulære beskrivelser åbner mulighed for at slippe ud af kløerne på veletablerede, men ufrugtbare sociale processer som stigmatisering og individualisering af menneskelige problemer. Det kan fjerne skyldens pegefinger. Stress er ikke den ramtes eget problem, men heller ikke blot fx en arbejdsgivers skyld. Meningen af en psykiatrisk lidelse søges ikke alene hos eksempelvis den unge pige med anoreksi, og heller ikke entydigt hos pigens forældre og deres opdragelse af denne pige.
Nej, blikket rettes derimod mod hele systemet, mod den cirkulære måde organisationer eller familier skaber og vedligeholder problemer. Væk fra individet som ejer af problemer og hen imod relationer som opretholder af meningsfulde, men muligvis problemfyldte samspil. Væk fra menneskers indre liv til den adfærd, som finder sted imellem mennesker.
Neutralitet: En Milano-systemisk praktiker interesserer sig altså i højere grad for relationer end for individer. Det betyder i praksis, at en professionel under arbejdet med en familie eller organisation på samme tid allierer sig med alle og med ingen. Der udvises lige stor interesse for alle dele af systemet og gives ikke udtryk for større kærlighed til ét medlems version af virkeligheden. Neutralitet er altså en måde at bevare en åbenhed over for alle sandheder til stede i rummet.
Senere uddyber Cecchin neutralitetsbegrebet og introducerer ”nysgerrighed” som en måde at praktisere neutralitet. Det sker i 1987 i artiklen “Hypothesizing, circularity, and neutrality revisited: An invitation to curiosity”. Den nysgerrige position gør det tydeligt, at neutralitet ikke må forstås i traditionel forstand som en slags ikke-engagement, som psykoanalytikerens pokeransigt, der fungerer som spejl for klientens egne projektioner.