Coaching er populært! Flere og flere går til coaching! Og det fås i flere og flere udgaver: Livsstils-coaching, teenage-coaching, business coaching, sports-coaching, dating coaching, life coaching, pedicure coaching.
Hvordan kan man vide, hvad man skal vælge – og hvorfor overhovedet vælge det frem for terapi, rådgivning eller lignende?
Er coaching uetisk?
Er coaching overhovedet en etisk forsvarlig praksis? Flere har skarpt kritiseret coaching og fx kaldt det ”en raffineret måde at dressere ledere og medarbejdere og mange andre på, fordi forførelsen føles som udvikling” (fra Berlingske Tidende).
Hvordan slipper coaching ud af sit ry som overfladisk pop-fænomen, eller ligefrem som et skadeligt fænomen? Og er der en reel risiko for overfladisk pop og skade? Disse spørgsmål gør det tydeligt for mig, at der må skelnes mellem to former for coaching. Her er mine overvejelser om de to typer:
Coaching med fastlagt endemål
stammer oprindelig fra sportsverdenen, hvor en coach vel nærmest kan oversættes med en træner. Og det har smittet af på den måde, det senere er blevet brugt inden for ledelse, personlig udvikling og andre områder: Det handler om konkurrence, det handler om at sikre effektivitet, dygtighed og stålsathed i forhold til opgaven. Som coach vil man derfor ofte være optaget af hurtigt at bevæge sig til at tale om målet og ikke mindst, at nå derhen.
Denne type coaching bygger på ideen om en ekspert, der hjælper et andet menneske, ved at benytte sin erfaring og ekspertise til at få den anden til at nå højere, større og længere. Det bygger på den præmis, at coachen ved bedre om den rette vej, den rette måde og det rette mål. Der er derfor ikke meget at diskutere, og risikoen for ovenstående ”dressur” er overhængende.