Mange er tilfredse med at kunne sige: ”Jeg er misbruger”, eller ”Jeg er alkoholiker”. Det kan være en lettelse, en måde at opleve sig forstået i sit problem. Det kan være en måde at finde et ord for noget, der plager én og som fjerner en del af skyldfølelsen. Og det kan være en måde at få adgang til et fællesskab af ligesindede. Ikke mindst kan det være første skridt til overhovedet at få behandling.
Alt dette er utroligt vigtigt, da alt for mange alt for længe oven i deres misbrug sidder fast i et spindelvæv af selvbebrejdelser og ideer om, at de bare burde ”tage sig sammen”. Et mentalt spindelvæv, som ofte gør ondt værre.
Der er dog et men. For "misbruger" kan blive en negativ identitetskonklusion, en uhensigtsmæssig social konstruktion.
Identiteten som misbruger
”Misbruger” kan blive en identitet – det kan blive noget, man definerer sig selv som. Og det er jo godt af de grunde, jeg lige har nævnt – men skidt af en række andre. Det betyder fx, at man ofte definerer sig som misbruger på livstid, uanset om man aktuelt misbruger noget som helst. Det betyder også en tendens til at lade denne identitet udelukke andre identiteter. Det er en identitet, som potentielt kan opsluge alt andet og fjerne opmærksomheden fra alle de undtagelser, som alle liv består af. I dette tilfælde fx undtagelser fra misbrugs-adfærd.