Alt er fortællinger - er det et problem?

​​Narrativ terapi og narrativ praksis mere bredt er blevet populært i stigende grad. For narrativ terapi har fortællingen som central metafor, og fortællingen er vor tids buzzword. Alt er fortællinger.

​

Inden for politik er tendensen tydelig: Spindoktorer og kommentatorer diskuterer, hvordan politikere tager sig ud, hvilken samlet fortælling, de passer ind i. Det politiske liv og medieverdenen analyserer, hvordan politikere håndterer emner ud fra strategiske hensyn.

​

Var det fx dygtigt, at det i sin tid lykkedes Anders Fogh indirekte at forsvare invasionen af Irak ved at undsige besættelsestidens samarbejdspolitik? Ikke: Var det rigtigt af ham? Ikke: Hvilken politik stod han for, og hvordan lykkedes det ham at få politik gennemført?

​

Nej, diskussionen gik typisk på: Hvordan lykkedes det at formidle fortællingen? Hvordan fik han solgt sit budskab?

​

Fortællingen som spin og social konstruktion

Fortællinger eller narrativer kan bruges på indsnævrende eller på udvidende måder. Den indsnævrende måde er fx den, hvor fortællinger bruges til at sælge - sælge varer, ideer og identitet. De kan her bruges til at skabe det mest fordelagtige billede - til at sminke en kompliceret virkelighed.

​

Måske burde informationsalderen omdøbes til fortælle-alderen. Fortælle-industrien er en af verdens mest magtfulde. Den omfatter ikke blot Hollywood og de store bestseller-fabrikker, der kalder sig forlag, den omfatter også reklamebranchen og det politiske liv. Du køber ikke kun et æg, du køber også fortællingen om hønen, der lagde det, og dens harmoniske liv på en økologisk farm. Politikere forsøger ikke længere at overbevise dig om rigtigheden af deres program. De sælger dig i stedet en fortælling, der minder om den om hønen på æggebakken. De fortæller dig, hvem du er, og hvor du hører til, og hvis du ikke køber historien, vil deres rådgivere, også kaldet spindoktorer, ikke sige til dem, at de er nødt til at finde bedre løsninger på samfundets mest presserende problemer. De vil i stedet forklare politikerne, at det, de mangler, er en overbevisende fortælling, idet de hele tiden benytter sig af den sprogbrug, der gør det klart, at den moderne politiker ikke hører hjemme i et parlament, men på markedspladsen.

​

Sådan lyder det fra Carsten Jensen i en kritisk artikel i Information.

​

Det lyder jo ærlig talt trist – med en medie- og samfundsudvikling, som vægter den gode historie højere end opnåelse af de resultater, man kæmper for på alles vegne. Vægter at fremstille tingene pænt og i overensstemmelse med folkestemningen, altså med den dominerende fortælling, frem for at søge at skabe de forandringer, som man tror på. 

Spindoktorer, som råder i kommunikation frem for politik, en verden uden indhold, kun fremtræden, kun overflade. Så bliver virkeligheden i trist forstand virkelig en social konstruktion, en social konstruktion skabt af respektløs manipulation.
​
Er det virkelig så slemt: Overflade, spin og sminket virkelighed for snævre egeninteressers skyld?

Narrativ terapi og de marginaliserede fortællinger

Nej, ikke kun. For fortællinger er ikke kun fremtræden, de er i narrativ forstand langt mere. Der findes nemlig i denne forståelse ikke andre alternativer til fortællingen. Alt er fortællinger, og det er ikke så galt igen. Det er ganske enkelt sådan, vi som mennesker fungerer, når vi forsøger at skabe mening og orden i en verden af meningsløshed, af usammenhængende og selvmodsigende hændelser. Fortællinger er meningsdannelse, simpelthen.

​

Med andre ord: Fortællinger er ikke kun overflade, de er i høj grad indhold. Så problemet er ikke fortælle-alderens fokus på ”den gode historie”, nej, det er undertrykkelsen af de mængder af anderledes historier, som kunne tænkes at være. Nogle fortællinger bliver de dominerende, og andre marginaliseres. Marginaliseres så meget, at end ikke medierne opdager dem, eller glemmer dem.

​

Når de dominerende fortællinger fx handler om demokratiudbredelse og fjernelse af diktatorer, hvad bliver der så af historier om kaotiske borgerkrigstilstande og af de fraværende masseødelæggelsesvåben i Irak? Og hvem andre end Georg Metz holdt liv i fortællingen om vores tidligere statsministers endnu tidligere skandaler med kreativ bogføring som skatteminister?

​

Narrativ terapi handler om fortællinger, det er rigtigt. Men de handler i høj grad også om, hvilke fortællinger, der får plads, og hvilke, der forstummer. Hvilke stemmer gives plads, og hvilke marginaliseres?

​

Det er de væsentlige spørgsmål. Ikke om fortællinger i sig selv er skadelige for demokratiet – men hvilke fortællinger, der har magten, og hvilke, der er så utydelige, at de kræver en særlig indsats at høre.

​

(11/3 2010)​