Livet er fuldt af paradokser. Paradokser gør livet interessant, de gør livet mindre enkelt og ligefremt. De komplicerer ting på den mest forunderlige måde.
Et paradoks indebærer en bestemt sandhed samtidig med dets modsætning. Paradokser er kittet i humor, humor af en særlig slags, i hvert fald. Det uventede, det der ikke umiddelbart hænger sammen eller modsiger sig selv. Den slags humor, som Monty Python eller Groucho Marx mestrede.
Også parforhold er fyldt med paradokser. Nogle af dem er konstruktive for parforholdet og forhindrer problemer, mens andre skaber dem. De konstruktive? Jo, det er dem, der i et parforhold får os til at se igennem fingre med det, som ellers ville bryde vores ubrydelige principper.
De sidste er oftest dem, der bringer par på kollisionskurs. Det er ofte en type paradokser, som kan lede folk til voldsomme konfronationer, til skilsmisse eller måske ligefrem til parterapi.
Et eksempel er kvinden, som gerne ser, at hendes mand udviser flere selvstændige initiativer til gavn for parforholdet. Det forsøger manden så. Men hvert initiativ manden efterfølgende tager, opfattes af kvinden som uautentiske. De er jo bare et udtryk for, at hun har bedt ham om det og ikke spontane indfald. Herefter opgiver manden at tage initiativer.
Paradokser i parforhold
En version af samme parforholds-problematik er kvinden, som konstant brokker sig over mandens passivitet. Manden udmattes af sin kones bebrejdelser og trækker sig. Kvinden frustreres over, at manden trækker sig og brokker sig igen i ønsket om at få ham til at være mere aktiv. Manden bekræftes i sit billede af at have en kone, som altid brokker sig. Kvinden bekræftes i sit billede af at have en initiativløs mand.
Paradokserne nærmest lever deres eget liv, og de onde cirkler ruller videre.
Hvad stiller man så op, når man som par er fanget i paradoksets spind, i den onde cirkels spin?
Parterapi og paradokser
Der findes forskellige måder igennem parterapi at hjælpe par ud af deres ufrugtbare paradokser. En klassisk systemisk tilgang er at bekæmpe paradokser med paradokser, og det vil jeg beskrive i et senere blog-indlæg.
Det, jeg er optaget af lige nu er en tilgang, som er lidt anderledes, men som også ligger lige op ad paradoksets egen logik, nemlig sammen med parret at opdage de paradokser, der fanger dem – det fører oftere end ikke til en humoristisk dialog.
Et par, som kom til parterapi i Lyngby i min praksis, udtrykte et paradoksalt vilkår således: Den mest fleksible måde at få deres familieliv til at hænge sammen, var at vælge ufleksibiliteten – for så var der skabt rammer for at kunne være spontane, frem for at de blev styret af stress i stedet og dermed af frustrationen over aldrig at få tid til at være spontane.
Der er sjældent noget mere befriende end at se livets absurditeter i øjnene og le af dem. Herefter vælger mange at opløse paradokset på den ene eller anden måde. Men det mest interessante for mig at se, er at mange opdager det befriende, det humoristiske, det absolut menneskelige ved paradokser.
For livet er jo selvmodsigende, og vi har ofte flere meninger og opfattelser af livet og verden, som ikke lige passer ind i den dominerende historie. Og vi lever med dette vilkår uden at gå i stykker.
(4/3 2010)