Fører socialkonstruktionisme til populisme og meningsmålings-demokrati?
Socialkonstruktionismen indeholder en række dilemmaer eller paradokser, og dette er et af dem.
Verden kan ikke opleves direkte. Når vi ikke kan erkende virkeligheden direkte, kan vi heller ikke udtale os autoritativt om den store sandhed med stort S. Socialkonstruktionismens projekt eller det postmoderne projekt kan siges at være at vise, at Sandheden er til forhandling, at de store fortællinger er døde, at virkeligheden er konstrueret. Socialkonstruktionismen er en skeptisk position, også over for den store videnskabelige fortællings enerådende autoritet.
Da Nietzsche erklærede Gud for død, talte han oplysningstidens sprog. Fokus var på videnskab frem for religion, på viden frem for tro.
Men hvor flytter autoriteten sig hen, når den ikke længere tilhører det rationelle ræsonnement? Jeg ved det ikke, men tænker, at den på en måde flyttes til en slags enkeltindividets følelser og holdninger. Alle holdninger bør respekteres – og følges. Selv de irrationelle - for rationaliteten er jo ikke længere troværdig.
Fra frygt for "massen" til leflen for "folket" - sociale konstruktioner af befolkningen
Det betyder, tror jeg, at hvor man i gamle dage med frygt talte om massehysteri, fordi massen fjernede det rationelle fra de beslutninger, der blev truffet, taler man i dag med noget større ærefrygt om ”at lytte til befolkningens bekymring”.