Jeg elsker indflyvningen til lufthavne. Jeg elsker oplevelsen af at se landet ovenfra, at se marker som kantede mønstre, veje som streger med små legetøjsbiler på. Fornemmelsen af at se en ny by i overblik, eller at se en kendt by fra et ellers ukendt perspektiv. Verden bliver på én gang større og mindre. Danmark bliver pludselig eksotisk.
Samme oplevelse af nye perspektiver, af det eksotiske i det velkendte, kan vi nogle gange få ved at se på os selv ovenfra.
Hverdagens rutiner og vaner beder ikke om det af sig selv, de er tit ikke de største tilhængere – så det kræver en indsats af en slags. Nogle går i terapi, andre giver sig på andre måder tid til med mellemrum at indtage et helikopterperspektiv på deres liv. Og selve blikket ovenfra er ofte det, der får os til at kunne se hidtil usete mønstre, og hidtil usete muligheder for forandring.
Supervision og forandring af anden orden
Man kan tale om to forskellige slags forandring, forandring af første orden og af anden orden. Forandring af første orden er der, hvor vi ikke ser os selv og vores liv ovenfra, men rokerer rundt på velkendte elementer og handler på velkendte måder for at ændre på noget. Vi hører børnene larme og skælder dem ud, hvilket får dem til at holde op med at larme – for en tid.
Forandring af anden orden kræver helikopterperspektiv – eller metaperspektiv. Det er, når vi ikke blot stiller os tilfreds med, at børnene ikke larmer her og nu, men overvejer de mønstre, som larmen indgår i, og i stedet ændrer på disse mønstre.