Scene 1 - manglende supervision:
En pædagog i en børnehave støder på et svært dilemma i arbejdet med et bestemt barn på sin stue. Hun har brug for at vende det med nogen. Hun kan vælge enten at snakke med en god ven eller prøve at fange en kollega i nogle minutter i en kaffepause. Hun ønsker en mere faglig snak og under mere formaliserede rammer, så hun vælger en tredje mulighed: Hun laver en aftale med sin leder og mødes og drøfter dilemmaet med hende. Hun føler sig hjulpet – delvis. På den ene side omhandler dilemmaet nemlig en uenighed med den pædagogik, som lederen står for, og for det andet er hun bekymret for, at lederen skal synes, hun er mindre kompetent til sit job, når hun afslører sine tvivl over for hende.
Scene 2 - misforstået supervision:
En læge på en psykiatrisk afdeling oplever tvivl om vejen frem i et behandlingsforløb med en patient. Hun ønsker at få nogle nye ideer eller vinkler i sit arbejde med denne patient og tager problemstillingen op i den 1½ times supervisionstid, der er afsat til kollegial supervision hver anden uge. Reelt mødes de dog kun cirka en gang om måneden, da andre opgaver kommer i vejen og prioriteres over supervisionen. Supervisionstiden består typisk i, at man fremlægger en sag, og de andre og især overlægen derefter kommer med gode råd eller anvisninger til, hvad man skal gøre nu. Lægen føler ofte bagefter en ikke helt tydelig blanding af mindreværd og frustration, for hun oplever sig ikke klogere på sagen, men sidder tværtimod med en fornemmelse af, at de andre er bedre til dette job, end hun er.
En supervision en unødvendig luksus?
Alt for mange arbejdspladser inden for ”den menneskelige sektor” opfatter supervision som en luksus, eller som noget, der ikke behøves lige præcis i dette arbejde. Eller hvis supervision bliver prioriteret, så får det karakter af en konference med fokus på beslutninger. I mine øjne er supervision ingen af delene - hverken en unødig luksus eller et beslutningsrum.
Supervision er et rum løsrevet fra den øvrige arbejdsdag, hvor man taler om dilemmaer eller problemstillinger fra denne arbejdsdag. Selve det, at supervisionen er løsrevet, er i det hele taget en central pointe. I supervisionens rum taler vi om problemerne uden at befinde os midt i dem samtidig. Det er et rum for metapositionen og for den ikke-stressede refleksion. Dem, som opfatter supervision som en luksus, har fanget netop dette aspekt, for det er netop ikke fedtet ind i hverdag og beslutningspres og er derfor ideernes og nysgerrighedens rum, ikke de utvetydige konklusioners. Supervision er ikke et sted for uimodsigelige sandheder. Vi befinder os med andre ord på det, som i systemisk tankegang kaldes refleksionens domæne.