Er USA ved at få sin helt egen Muhammed-krise? Er islamofobien kommet til det land, som har religionsfrihed indskrevet i konstitutionen?
En præst i Florida ønsker at afbrænde koraner, da han mener, at islam er satans værk. Selveste regeringen reagerer og indikerer, at det kan koste menneskeliv i Mellemøsten at gøre den slags. Radikale kræfter brænder flag og demonstrerer i gaderne i mellemøsten blot ved udsigten til bogbrændingen.
Et islamisk kulturcenter, som af nogle sammenlignes med en muslimsk udgave af KFUM, skaber voldsomme reaktioner hos folk, som finder det insensitivt, da det skal placeres midt i Ground Zero. Planerne omtales i "konservative" medier som "Terror-moskeen", på trods af hverken tilknytning til terror, og på trods af, at det ikke er en moske.
Fronterne trækkes op, og hvorfor? Dialogen forsvinder og erstattes af skyttegravskrig, og hvorfor?
Monolog frem for dialog
Som i karrikatursagenherhjemme følger et forudsigeligt mønster:
Visse muslimsk-troende mennesker føler sig krænket, visse ikke-muslimske mennesker føler sig truet på ytringsfriheden, biler og flag brænder, folk demonstrerer, tonen skærpes i debatten fra begge sider, mens flertallet måske kæmper med på den ene side overhovedet at forstå konflikten, og på den anden side oplever et vist pres til at tage utvetydigt stilling.
Vi er her meget langt fra det, som fx Jaakko Seikkula kalder "dialogisk samtale", hvilket vil sige en dialog præget af almindelige regler for samtale, såsom lytning og gensidig respekt for forskelligheder. I stedet træder monolog, altså pseudo-samtaler, hvor interessen for at lytte på de andres synspunkter er ikke-tilstedeværende.